Det dramatiske år 1808

I marts 1808 marcherede 26.924 udenlandske soldater ind i Danmark. Over halvdelen var spanske. Det var de såkaldte spaniolere, der kom med hele deres hale af oppassere, præster, kokkepiger, koner og børn. De var indbudt af den danske konge som allierede.
Franske og spanske tropper skulle beskytte Danmark i en tid, hvor engelske orlovsfartøjer havde taget magten over bælter og sund. De fremmede soldater var »sat på græs« i Danmark af Frankrigs kejser Napoleon. Muligvis skulle de bruges i et angreb på Sverige. Men i modsætning til den danske konge, der så sig som kommende konge af Sverige, var kejserens planer uransalige.
Ankomsten til Danmark startede med en katastrofe og blev hurtigt en skandale. Under indmarchen i Rendsburg sank kongen, Christian 7., sammen og døde. En lokal lærer fik overbragt meddelelsen af en spansk soldat, der lagde hovedet på sin flade hånd og beklagede: »Kongen kaput«. Det blev den første i en lang stribe af anekdoter, der fulgte »spaniolerne« til de et halvt år senere forsvandt ud af Danmarkshistorien ombord på fjendens skibe. Skandalen var åbenlys, da hovedparten af de spanske allierede i sommeren 1808 vendte våben mod deres franske overkommando og afskrev sig den danske konge.
Rygter om et spansk oprør mod Napoleon havde bredt sig til Danmark.