JOKEREN

Forord af Ib Michael

Det hører med til min barndoms mytologi at vi nedstammer fra spaniolerne på Koldinghus. Det var min mormor som med sine godnathistorier i sin tid indførte soldaten i vores slægt. Selv var hun lille og krumnæset, og det sorte hår var falmet til kridhvidt, da hun – med en gysen som min søster og jeg ikke helt forstod dengang – fortalte hvordan soldaten havde bragt vores tip-tip-tip oldemor i ulykke. Hun var en livlig dame, den mørke hud stod i fin kontrast til hendes spillende blå øjne, som skulle have været brune for at passe til resten.

Arven fornægtede sig ikke. Hun havde arbejdet hele sit liv på Sankt Joseph Stiftelsen i Roskilde, gik stadig med sin Maria-medaljon. I sine stuer havde hun billeder af Jesusbarnet og Jomfrumoderen. Min far, som var noget af en patriark, frygtede hendes temperament og sagde altid ”at hun var katolsk i hovedet”. Når hun kom på besøg skyndte han sig at skænke snaps for hende. Det virkede åbenbart formildende, og det gjorde indtryk på os at han, hvis vrede vi frygtede selv, var bange for mormor.

Som dreng fantaserede jeg mig til at den spanske ryttersoldat lå begravet under det store kastanjetræ ude i haven, og da jeg på et tidspunkt fik min søster tilbage efter et længere hospitalsophold forårsaget af polioen, gik soldaten igen i spøgelseshistorier, jeg fortalte hende når lyset var slukket. ”Skelettet” under kastanjetræet havde forvandlet sig til en påklædningsdukke for vores løbske fantasi.

Erindringen indgår som en del af stoffet i Vanilletrilogien*[Fodnote: Ny samlet og revideret udgave, Gyldendal 2005.] I midterdelen, Den Tolvte Rytter, udgør soldaten og hans historie hele omdrejningspunktet. Når jeg i foredrag fortæller om ham og vores ”slægt”, hvilket i trilogien er forvandlet til ren fiktion, er der altid én eller flere i forsamlingen som kommer hen og tilkendegiver at også de nedstammer fra spaniolerne på Koldinghus.

Her, tohundrede år efter begivenhederne, hedder det fortsat spaniolerne. Men kun i denne specifikke sammenhæng, hvilket er bemærkelsesværdigt: Et sprogligt gen der har overlevet fordi det stadig er betydningsbærende. Og jeg er ikke den eneste der har meldt sig med en kuldskær forfader, som fyrede op i vagtstuen og endte med at brænde slottet ned til grunden. Det er for længe siden blevet et begreb for ikke at sige en vandrehistorie.

Man kan undre sig – som historikerne også gør i nærværende bog – over at der aldrig er nogen der nedstammer fra Napoleons franskmænd. Eller fra belgierne for den sags skyld, som også var med tropperne. Men de har altså ikke i samme grad appelleret til den danske folkelighed, eller været gjort af det stof der skaber myter.

Det er spændende at forestille sig hvorfor det er blevet sådan, men jeg tror på at springet til det sydlandske, det eksotiske, gør en forskel i positiv forstand, som virker nok så tankevækkende i dagens Danmark. Man skulle tro at nordboen dækkede over en længsel efter sydens sol og hede nætter. De andre ligner os bare for meget; det kommer der ikke skrøner ud af.

Fra by til by og fra sogn til sogn kan man høre de samme historier: At de syder snegle i olie, at de høster ukrudtet i en grøftekant for at spise det som salat, at de kan finde på at stoppe kastanjer i rumpen på en suppehøne. Men også at de spiller serenader og slår smut med svedskeøjnene, springer buk med drengene på købstædernes eksercerpladser, og – her er det min mormor ruller med øjnene – bringer de unge piger i ulykke. Så står hun dér, bagerdatteren, når han atter drager af byen. Hun græder sine modige tårer, mens hun stryger sig over topmaven. For hvordan skal hun nu snakke med ungen, når den kommer ud, hun fik jo aldrig lært sig spaniolens sprog?

Der verserer stadig et sandt mylder af anekdoter fra tid, og man har på fornemmelsen at hvis ikke lige det fandt sted i ens egen fødeby, så skete det nok i nabosognet. Det er ganske vist. I Roskilde fortæller man den om kommandanten med schnurbart og sabel der gik til købmanden for at købe en dug.

”Ich bezahle mit Pistolen!”

forkyndte han på sit gebrokne sprog; hvorefter konen skreg:

”Herre Jemini, han vil skyde os!”

Misforståelsens årsag var tidens gangbare mønt, som tropperne i al deres blandede oprindelse havde til rådighed: Mark, Louisd’or eller Pistolen.

I min barndomsberetning har jeg anvendt en form, som jeg ville kalde fritstillet erindring. Dvs. jeg er forpligtet på sansning og autencitet, men ikke på sandhed og kronologi. Et godt eksempel på det er poliosommeren, som jeg af gode grunde ikke kan huske. Jeg var kun tre år da min søster blev ramt. Jeg nægtede at tale med min familie om det og digtede scenen frem i stedet. Bagefter var min mor rystet over detaljerigdommen og mente siden at præcis sådan var det foregået. Erindringen har med andre ord et dybere lag, som spiller med når man lukker øjnene og hengiver sig til den.

Noget lignende, tror jeg, gør sig gældende for det man kunne kalde vores genetiske erindring. Disse formødre og -fædre hvis gener vi på et tidspunkt har fået ind vores slægt. Igen er der er naturligvis ikke tale om en konkret hukommelsesøvelse, hvor man kan genkalde sig begivenheder som længst afdøde medlemmer af slægten har gennemlevet. Men hvad er der i vejen med fantasien? Der må være en grund til at den appellerer til os. Den samme måske, som gav spaniolerne fortrin frem for andre lejesoldater i Napoleons hær.

Hvad min egen forfader angår så tog jeg den beslutning at det var ligegyldigt om han kunne spores i kirkebøgerne. Hvad er et navn i den sammenhæng? Betyder det noget om man kalder ham Juan eller Gomez? Hvad der i mit tilfælde skulle vise sig at være afgørende, var at han genopstod fra min barndoms historier som den tolvte rytter.

Det virkede nærmest som om jeg havde rullet en lunte i krudt og sat en tændstik til. Spaniolen viste sig at være af mexicansk afstamning, halvt indianer, halvt spanier. Med et sådant split i arvemassen kan man hurtigt, nærmest eksponentielt, komme i slægt med hele jordens befolkning. Jeg kunne ikke et sekund drømme om at kalde det andet end fiktion, for jeg holder af romaner og den klare præmis der hersker her.

Men hvad er fiktion når det kommer til stykket? Der er masser af nedarvede reaktionsmønstre, vi ikke kan gøre rede for. Vi stejler ikke over begrebet ”instinkt” i dyreverdenen; man kunne akkurat lige så godt kalde det genetisk erindring. Jeg afstår fra at forklare det biologisk, men erindringens spor går langt ind i cellernes struktur.

Derfor kalder jeg ham jokeren i mine gener.

Med historien om den tolvte rytter faldt brikker på plads i mit liv. Det blev klart hvorfor jeg havde interesseret mig så glødende for mexicanske indianersprog at jeg havde taget bifagseksamen i nahuatl (aztekisk) fra Københavns Universitet. Min første store udlandsrejse gik til Mexico. Efterrationalisering, javel, men al skæbne er efterrationalisering af noget der begyndte som et tilfældigt møde. Modellen kender vi udmærket: Hvis ikke jeg var stået af bussen ved det forkerte stoppested, havde jeg aldrig mødt den kvinde som blev moder til mine børn ...

Det giver netop kun mening i bagklogskaben, så at sige, og det er derfor man lever sit liv forlæns; men ser man i bakspejlet begynder mønstrene at danne den figur, man kalder for skæbne.

Fortællinger er gjort af det samme stof. Det er ofte skjult for os hvorfor vi foretrækker den ene frem for den anden. Danskerne og spaniolerne falder i hak; det husker vi stadig. Tænk på hvor mange andre ting der er gået i glemmebogen i løbet af to århundreder, der er gået siden de lå med vores kvinder og lærte os at ryge ”cigarillos”.

Det er ikke mindst tankevækkende at de for eftertiden overhovedet er kommet til at stå i et positivt lys, nærmende sig det uforståelige i dagens samfund, hvor utrygheden ved mørkhudede fremmede dominerer. Det er ikke kun os der føler det, andre kulturer opererer også med ”de fremmede” som en modsætning.

Og dog sker det stadig på rejser til de varme lande at man bliver ramt af en genkendelse. Jeg tror at alle kender det, et deja-vu, en særlig tilknytning til et sted man ser for første gang, den dybere genklang i andre kulturer man støder sammen med på vejen – og en tilsvarende fremmedhed ved dem, man ingen genklang føler med. Det er naturligvis et almengyldigt fænomen. Men når det er sagt, så er der også noget der forbinder os, og det kan meget vel have sin oprindelse i et dybere lag. Folk elsker jo at sige de stammer fra tatere og natmænd. Det kan godt være vi ikke gør os det klart, eller rettere: ikke kan gøre det fordi det ligger uden for hvad der kan måles og vejes.

Det sidder som et ekko i blodet, ryttersoldaten rider igen. Og uden jokeren i vores gener mangler krudtet i udviklingshistorien. Som i et kortspil er det jokeren der gør spillet uforudsigeligt. Skaber springet og den fantastiske forskel. Samt den besynderlige kendsgerning at ingen individer i menneskeslægten er helt ens, vi bærer hver vores genetiske fingeraftryk, og der er ingen dubletter. Forskel skaber forskellighed, skaber ny information og dynamik, samtidig med at den sørger for at evolutionen ikke går i stå.

Kort sagt: Alt det der gør fortællingen værd at lytte til. Tag godt imod dem, spaniolerne.