'Spaniolerne som litterære figurer'
af Henning Petersen

”1.
I Odense, ved Dag og Nat,
De Spanske fælt grassere,
De stege baade Hund og Kat,
Vil de sig ret tractere! ( Fy! )
De spise ogsaa Smaabørn op,
derfor de har saa sort en Krop.
Piger, Uskyldighed er hvid, hvide er de Danske.
Kommer ei, kommer ei til de sorte Spanske!

2.
Hvad de har for ved Midnats Tid,
Ja, det maa Himlen vide!
Selv Maanen bliver ganske hvid
Og kryber til en Side! ( Uh! )
Paa Gaden brænder et Baal saa stort!
Kom ikke der, Du bliver forgjort!
Piger, Uskyldighed er hvid, hvide er de Danske.
Kommer ei, kommer ei til de sorte Spanske!”

Parodi på drillevise til de danske piger fra ’Øverste Skoleklasse’ i H.C. Andersens syngespil ’Skilles og mødes’ fra 1836.)

Erindringerne om de spanske soldater var romanstof sendt fra himlen. 1800-tallets danske forfattere fortsatte, hvor de folkelige anekdoter slap op. Mødet med ’spaniolerne’ på de danske bøndergårde og i provinsbyerne var et spejl, der blev holdt op for danskerne, så de så sig selv i en kogende og anderledes verden. Scenen var hurtigt sat med de larmende og oprørske soldater, der med hele deres fremmedartede hale af musikanter, katolske patere, prostituerede, koner og børn hvirvlede gennem et nøjsomt og småligt bondeland. Hos forfattere som Blicher og H.C. Andersen blev det lokale og fastlåste sat i et dramatisk relief i mødet med det fremmede.
I den folkelige mytologi havde ’spaniolernes’ vej gennem Danmark været akkompagneret af guitarspil og brolagt med knuste pigehjerter. De blev tillagt, hvad der kunne sætte gang i en ordentlig handling: de var overrumplende, følelsesfulde og idealistiske. De indordnede sig aldrig det lokale hierarki eller den officielle moral, men gav en hånd med, når der var brug for det. Sådan var den gode historie i hvert fald om dem … hvad enten den så er sand eller falsk.

Carmen og don Quixote hos Steen Steensen Blicher
Forfatteren Steen Steensen Blicher (1782-1848), oplevede de spanske soldater på nært hold. Senere levede han med anekdoterne om dem som lærer og præst i det midtjyske. I novellesamlingen ’Spanioler og Franskmænd’ tegnede han et frydefuldt billede af disse brave mennesker, hvor det ikke skortede på voldsomme følelser, politiske katastrofer eller den uimodståelige erotiske tiltrækning, der klæbede til ’spaniolernes’ eftermægle hos danskerne.
De pikante historier om sortlokkede børn ordnede han på sin egen måde. Han lod et engleagtigt smukt barn med sydlandske træk vokse op som en god jysk pige. Hun var hverken frugt af utugt, voldtægt eller utroskab, men resultatet af en sindsoprivende historie om forbyttede børn. Blicher var betingelsesløs i sin sympati for de fremmede; også for de børn, der kunne klæbe uartige historier til. ’Spaniolernes’ menneskelighed og oprørske tankegang gør dem til hans sande helte.

Den lille piges fader var spansk major, men moderen en forklædt kadet, der mod familiens vilje var draget med soldaterne til Italien og dér giftet sig med sit livs kærlighed. Det er en mand, der kan uddele kys og knus til trøst og begejstring. Men især tegner Blicher et portræt af en handlekraftig feminin kadet i mandetøj, der spiller guitar og kan danse. Hun er en sand ’Carmen’, som man senere i 1800-tallet møder i Merimées og Bizéts berømte skildring af Spaniens vilde kvinder – dem med en nellike i håret, ild i øjnene og en dolk i strømpebåndet.

Blicher lader en stor dreng fortælle historien. Han husker den forklædte spanske kadet ’med et Ansigt som Mælk og Blod – Saa brune Øjne, saa mørke, hvælvede Øjenbryn, saa røde Kinder vare aldrig sete før i Jylland.’ Der er fra første øjeblik et mystisk, erotisk skær over disse folk. Så langt fra hjemlandet - og konstant indviklet i politiske og personlige komplikationer. Vi forstår med Blicher, at det heller ikke var hverdagskost hjemme i Jylland.
Kaos er krigens vilkår og historiens omdrejningspunkt – som den hastige og mystiske afsked med ’de kjære Fremmede’, da den hemmelige ordre om afgang til Langeland og de engelske skibe ankommer. Midt om natten siges der pludselig farvel med tårer og krampagtige knus. Der ’hørtes en sky, hemmelig Hvisken … afbrudt af et hastigt og dæmpet Glædesskrig og lystige Kaprioler.”

Drengen husker senere: ’Denne Ende paa Bekjendtskabet med disse fjerne Sydlændinge havde noget Spøgelsesagtigt ved sig, at det Hele længe forekom mig som en Drøm eller et Eventyr, eller som et skjønt Skuespil, naar tæppet er rullet ned og man må summe sig lidt, medens den opdigtede og den virkelige Verden kunne faae Tid at afsondre sig ret fra hinanden.’
I begyndelsen havde han været bange for spanierne og spændt på, om de lignede kobberstikkene fra historien om Don Quixote, den vanvittige ridder. Det er tilsyneladende, hvad man kender til spaniere. Men allerede under indkvarteringen blandt kvartersværterne i landsbyen er han helt ’bedøvet’ af betagelse. Fra deres deres vemodige sange – der ’bævede af inderlig Længsel’ – til deres smukke og fintbyggede heste.
Det er deres følelsesfuldhed, deres omfavnelser, kys og tårer, der betager. Deres måde at være til stede på, der afvæbner de frygtsomme og stilfærdige jyder. ’Aldrig glemmer jeg disse skjønne, frydfylde Dage! Mage til dem fandt jeg hverken før eller siden’, udbryder han. ’Havde jeg tilforn næret en hemmelig Frygt for Dolke og Knive, da maatte den snart forsvinde og afløses af Tillid og Hengivenhed. Jeg maatte tage Del i deres Lege og Dandse; de lærte mig at ride og styre de ellers uregjerlige Hingste ved spansk Tiltale. De lærte mig deres Fædrelands Sange’.
Der var kommet gang i det kedsommelige liv på den jyske herregård. Men pludselig er det slut. Da meddelelserne kommer om oprøret i Madrid – ”Himmel! Hvilken Virkning frembragte denne Hiobspost! De tilforn saa godmodige Krigere vare med Et som forvandled til hævntørstige Vilde. De rædsomme Forbandelser og rasende Fagter opfyldte os Alle med Skræk, indtil vi fik Aarsagen at vide.”
De spanske soldater drager af sted, mens de på blandingssprog og med andalusisk accent råber ’adiós’ til de fortumlede danskere.: ’Adio! Espanja! Espanja! Napoleon caput! Francese caput! Adio, gute Danese, Adio!’
Blicher gengiver de spanske ord, der blev husket.

’Caracoer og Napoleon caput’, spanske brokker
Det med ’Napoleon caput’ og ’gute danese’ blev husket af danskerne i mange år. Brokker efter spanierne overlevede som anekdoter; drenge blev kaldt ’muchachos’ og der blev hilst ’Adio’. At ’Kongen var kaput’ stammer fra den populære historie om en spanske officer, der overbringer meddelelsen om Christian 7.s død i Rendsborg ved at lægge hovedet på hånden og sige ’El rey kaput’.
Den mest sejlivede af brokkerne kan høres endnu: det er stadig et udbredt folkeligt udtryk at betegne en spanier som ’spaniol’. Det er, hvad man hørte i 1808, når man spurgte, hvor de kom fra. ¡Español!, har svaret lydt.

Den fynske skolelærer Mumme fortæller i sine minder fra 1848 om spaniernes ophold, at de spanske soldater blev kaldt caracoer, fordi det var det mest yndede bandeord blandt dem. Men at indvie danskere i deres kraftudtryk, har spaniolerne åbenbart følt var upassende.
”Ordet Caraco lød idelig iblandt Spanierne”, fortæller Mumme. ”Af Pøbelen betegnedes de med: der kommer en Caraco.” Hvad en carajo var, ville de imidlertid ikke forklare. ” Det var dem snart en Ged, snart Udbrud af Vrede eller Forundring, omtrent som ’den slemme Syge’ i vort Sprog.”
At ’carajo’ er et vulgært ord for det mandlige kønsorgan fik de aldrig ud af dem, selvom de tilsyneladende flittigt blev spurgt.
Da sønnen til en tilbageværende spansk soldat pressede sin far for en forklaring på hans vredladne 'karuko', blev han formanet om, at ordet var en synd. Men forklare det ville han ikke. ”Da jeg engang spurgte ham, hvad det Ord skulle betyde, svarede han, at det egentlig ikke havde nogen Betydning i retning af en Ed, og at der engang i Spanien var nedsat en Komité for at afgøre Spørgsmålet om det tilbørlige eller utilbørlige i at bruge dette Ord. Komiteen, der bestod af Præster og Munke, kom til det resultat, at Ordet ikke indeholdt noget utilladeligt.”
(Fra sønnesns erindringer om Isidoro Panduro)

Så sig ikke, at spanierne ikke ejer sømmelighed! - som H.C.Andersen vittigt skrev fra Spanien år senere. Han havde netop beskrevet en lille pige, der genert skjulte sit ansigt med kjolen, sit eneste tøjstykke. Der klæbede i Nordeuropa en stemning af frivolitet og kropslig løssluppenhed til billedet af spanieren.

Spaniolerne som romantisk umulig kærlighed

Der lå en forelsket fascination af ’spaniolerne’ i beskrivelsen af deres udseende og ligefremme opførsel. De gjorde ting, som danskerne drømte om. Historien om ’spaniolerne i Danmark’ var en frustreret historie om umulig kærlighed.
Blicher ønskede at gøre kærligheden mulig, og genskabte til slut i ’Spanioler og Franskmænd’ et møde i 1820’erne, da det smukke, revolutionære officerspar atter var på flugt. På vej til Amerika, hedder det – ’forjagede fra deres Fædreland formedelst politiske meninger.’
1820-23 var Spanien atter hjemsted for kampen om den demokratiske forfatning, der havde været en af de store landvindinger i oprøret mod Napoleon. Efter at en international styrke fra Europas konservative monarker havde knust frihedsdrømmen – San Luís’ 100.000 sønner – sejrede de enevældige ideer en sidste gang i Spanien. Resultatet var, at mange liberale måtte flygte fra landet.
Blicher må have fulgt dramaet i aviserne fra den jyske hede, hvor ingen stillede spørgsmålstegn ved den enevældige konge. Han må også have følt, at dramaets personer var de spaniere, han huskede fra ungdommen. Hvad nu, hvis de kom tilbage? Som afslutning på historien om det forbyttede spaniolerbarn lader han hendes forældre strande på den jyske vestkyst - de genser deres datter netop på hendes bryllupsdag.
Gommen er den store dreng fra for 15 år siden. Han har under en dramatisk hedebrand forelsket sig hjælpeløst i en smuk ung pige, som han hjalp gennem flammerne. Der var noget særligt over hende. Hendes vittige og selvbevidste måde at besvare hans galanterier på, havde ægget ham voldsomt. Og han taber både mæle og handlekraft, da han ser hendes mørke øjne i skæret fra de høje flammer, der slynger sig mellem hinanden over heden. Det er det forbyttede spanske barn, han 15 år tidligere så under spaniolernes ophold i Jylland.
’Giesu Marie!’, udbryder hendes fader, da det også går op for ham. Blicher prenter atter de spanske brokker, som han har hørt dem. Udtrykket ’¡Jesús, María y José! er en anråbning af den hellige familie.

Den spanske soldat hos H.C. Andersen

Samme drøm om en lykkelig genforening mellem danske og spanske – mellem nord og syd -finder vi også hos H.C. Andersen.
Skønt han var ganske lille i 1808 havde det kaotiske møde mellem forskellige temperamenter også hér sat sig voldsomme spor.

H.C. Andersens allerførste erindring var en fremmed langt hjemmefra. ’En spansk Soldat tog mig en dag paa sin Arm og trykkede mod mine Læber et Sølvbillede, han bar på sit Bryst; jeg husker, min Mor blev vred derover, thi det var noget katolsk, sagde hun; men jeg syntes saa godt om Billedet og den fremmede Mand, der dansede med mig, kyssede og græd; han havde vist selv Børn hjemme i Spanien’.
Om litteraturen overskygger erindringen er ikke til at vide, men den 3-årige Hans Christian havde mødt det overvældende anderledes; det mystiske helgenbillede mod læberne, kyssene, tårerne og dansen med den ’brune fremmede’. Er han sådan en soldat, der senere kommer marcherende hen ad landevejen, møder verden med en kæk bemærkning og kan hugge hovedet af heksen og kysse prinsessen lige midt på munden?

Livet igennem står Spanien for ham som ikke bare frihedens, men også som frisindets og lidenskabernes land. I hans romantiske sind vokser den spanske soldat til en mennesketype, der er bundet af krigens vilkår men ubundet som menneske. Soldaten bevæger sig frit gennem samfundet.
25 år efter sit møde med soldaten sad H.C. Andersen og skrev på et syngespil om kærlighedens vilkår: ’Skilles og mødes’. De eksotiske spaniere fra 1808 leverer stoffet.
Resultatet blev et skuespil i to dele fra 1836. Første del foregår i 1808, hvor de spanske soldaters tilstedeværelse er baggrund for Augustas splittelse mellem den skikkelige danske Ludvig og hendes lidenskabelige forelskelse i den spanske soldat Francesco, der i hast må forlade Odense, da de franske tropper nærmer sig. Den umulige kærlighed får imidlertid endnu en chance i stykkets anden afdeling, hvor de to elskendes børn, Louise og Diego, efter yderligere 25 år mødes i Helsingør.
”Skilles og mødes er Soldatens Liv, han maa ikke gjøre sig nogen Grille’, fortæller Francesco. ”Blodet faaer ikke Tid til at blive tykt; let ruller det gjennem Aarerne…Det er just en herlig Stand.” Sådan er vilkårene, forklarer han den forelskede Augusta i Odense. ’Som sagt, her har De mig! Nu skal jeg igjen klippe Dem lystige Figurer! … synge Romancer om Cid og de stolte Maurer.” Og så er han væk igen.

H.C. Andersen kalder sin spanske soldat ved det italienske navn Francesco. Det minder om det katalanske Francesc – og soldaterne i Odense kom blandt andet fra det katalansktalende Barcelona, Regimentet ’Voluntarios de Barcelona’. (?) Der må være en Francesc af kød og blod bag H.C. Andersens belevne spaniol. Francesco viser sig at have lært dansk af sin moder, men han siger veluddannet ’spanier’ om sig selv. ’Spanioler’ er derimod det folkelige udtryk, der bruges af håndværkerne og kokkepigerne i Odense.

H.C. Andersen digter videre på de mange anekdoter, og gengiver hvordan de forskellige grupper reagerede.
”Siden de kom hertil , har vor By faaet et eget Præg, et – hvad skal jeg kalde det? Noget langt mere end det Hverdags”, sukker en ung pige. De unge mænd kan derimod blive ganske jaloux på de spanske Bulbidere ”…jeg kan ikke lide dem! og det kan da intet fornuftigt Mandfolk. Det er kun de unge Fruentimmer, der nu alle Tider skulle være saa aparte.”
Men Augusta sukker: ”De sydlige, brune Ansigter tage sig smukt ud. Den forunderlige Blanding af Livlighed og Melancholie, der dog ligger i Øiet!”
De satte borgere klager mere over larmen: ”Slemme er de ikke. Men een Eneste af dem kan gjøre mere Skraal og Støj, end Ti af vore.” De ældre damer er bekymrede for den løse moral og kokkepigerne skændes med de spanske officerers tjenere om de knappe forsyninger. Vi hører Marie Kokkepige true med, at ”vi skulde nok caputte de Spanske”. Så talte hun også lidt udenlandsk. Bagefter er hun helt bange - ”havde Tjeneren fortalt det til de andre Spanioler, saa havde de nok caputtet os Allesammen. Jo, der rigtignok gode! … og saa skal man give dem Halvandet Pund Brød og halvandet Pund Kiød, og Risengryn og varmt Øl, som der staaer paa Placaten!”

H.C. Andersen digter videre på tidens erindringsstof, der i reglen gik på hvordan den store verden rykkede ind i lillebyen. Endelig skete der noget. Der var ’et forunderligt uroligt og bevæget Liv i min fødeby, saa længe Spanierne vare der, og den Dag de vare bortdragne, var Byen ligesom tom og uddød’ lyder det i en erindring om Ringsted.
Specielt de lange lyse sommeraftener, hvor byen var overtaget af de ’livlige og lystige’ spaniere. For børnene og de unge var krigen langt væk. Der var i regel en guitar eller nogle der sang og hver aften trak de op med fuld musik. For Ringsteddrengen var det en fest. ’Jeg tror, at ingen Vært havde Aarsag til klage’. Tilsyneladende var han ikke enig med pladskommandanten, der på et tidspunkt må bede om respekt for borgernes nattero, efter at det spanske regimentsorkester havde fortsat deres march rundt i byens gader med musik til langt ud i den lyse morgen.
’Deres Ciesta (Middagssøvn) holdt de meget over, baade Officerer og Gemene, og i Middagsstunden var alt tyst’ forklares det pædagogisk i erindringen om det ændrede gadeliv i Ringsted. ’Men saa kom Aftenen, saa kom der Liv over det hele, saa sad eller laa de i Grupper på Fortovene, smøgende deres af Tobak, sammenviklet i Papir, dannede Cigarer, lo og spøgede med hinanden.’

Også deres Gudstjenester på torvene, hvor hele det farverige katolske ritual blev udfoldet, tiltrak mange måbende danskere, der efterhånden begyndte at blotte hovederne, når alteret var stillet op. ’Jeg lagde siden Mærke til, at naar jeg i Benløse Kirke ombar Bægeret, kastede de sig paa Knæ’ huskede en kapellan. Små katolske skikke begyndte at brede sig, og hos værtsfamilierne gemte man de små krucifikser, spanske logerende forærede ved afrejsen.

’Spaniolerne’ var blevet modtaget med en vis angst, men erindringslitteratur viser en enstemmig forbløffelse over de spanske officerers menneskelighed. Kun når den militære anstand krævede det, strammede de sig an og de viste autoritet, hedder det. Man blev forbavsede over udtryksfuldhed og en udpræget sans for at indvie deres omgivelser i fortroligheder - ikke mindst om franskmændene. Men man talte også meget om deres ’hede Blod’, der let kom i kog– ”saa fore de op, og ganske modsat Franskmændene lode de sig saa langt fra tæmme ved en fast optræden - tværtimod.”

Håndværkssvenden og Ørkenens Søn

Drømmen om de lidenskabelige ’spaniolere’ bliver hos Andersen et billedet på 1800-tallets udlængsel.
Rejseoplevelser fra Europa i begyndelsen af 1800-tallet var kun forundt en lille gruppe.
Lystrejser var der sjældent tale om, men dannelsesrejser til Europas kulturbyer og hovedstæder var en tradition for især overklassens unge mænd. Den spanske general i Danmark, markisen af Romana, var således en både belæst og berejst herre, der talte de europæiske hovedsprog. Det er sikkert medvirkende til hans smidige diplomati i Danmark og beskrivelsen af ham som en yderst beleven mand, der kunne omgås alle.

Almindelige mennesker rejste ikke; men det betød ikke, at man ikke drømte om det. Det er udtryk for en voldsom – og ganske umulig - udlængsel, når H.C.Andersen lader en ung pige drømme om, at forsvinde med sin spanske kæreste til Valencias ’Orangeskove’ ”Var jeg selv den fattigste Haandværkssvend, jeg spændte Randselen paa Ryggen, tog Staven i Haanden. Farvel mit Fædreland.” Men selv søfolk og unge håndværkere på valsen kom sjældent så langt. Det bliver vi mindet om, når Andersen lader tjenestekarlen Erik, konkurrere med en historie fra det store udland. ”Min Svoger, Skrædderen, der har været udenlands i Tydskland, har hørt den paa Comedien i den østerrigske Hovedstad Wien. Den skal være af En, som har saadant et vanskeligt Navn!”

I ’Skilles og mødes’ forbindes spanierne med mørkets gerninger, med lidenskaber og blussende bål, hvorimod de danske forbindes med hvid uskyldighed – men bagefter at de også lidt ’kjedelige’, sukker Augusta. Overfor sin forlovede Ludvig kan hun kun finde på én ting at kritisere Francesco for: ’han vilde vist ikke være saa trofast, som Du!’ Don Juan-motivet ligger ligefor. Der hænger en stemning af pjat og lir i luften, ligeså snart talen falder på ’spaniolerne’.
Med til den muntre Francesco hører også fortryllende bjerglandskaber, duftende ’orangeskove’ og forestillinger om ’svævende Dands til Castagnetter’ i milde nætter. Der er nok at drømme om for Augusta, der bedrøvet må erkende: ”Alle mig lære: I Danmark er bedre at være.”
Det virker ikke overbevisende, når hun trøster sig med, at der i Spanien er ”Jordskjælv, Slanger og Røvere! Alt dette Slemme ere vi frie for i det gode, fredelige Danmark”.

H.C. Andersen bygger på den populære forestilling om det varme lidenskabelige syd og det kolde sømmelige nord. Spanien er et land, hvor følelserne får frit løb.
Francescos forelskelse er voldsom: ”Jeg føler mig som Ørkenens Søn med Ild i Blodet”, betror han publikum. ”Der brænder mig Ild i Blodet,/ Flyv vilde Hingst afsted! / Mit unge Hjerte sprænges / Af haabløs Kjærlighed!”
Helt anderledes er danske Ludvig Hansen, der i årevis har ventet tålmodigt på sin mesters tilladelse til at fri til datteren.
I det hele taget bliver de klimatiske forskelle konstant et sindbillede på to karakterer – en varm, lys og voldsom – og en kølig, mørk og dæmpet. Augusta er splittet mellem disse to verdener; mellem sin voldsomme lidenskab for Francesco og hengivenheden for den skikkelige Ludvig.

Netop som Augusta har besluttet sig for at fortælle Ludvig om sine følelser, overrumples hun af begivenhederne. Francesco må over hals og hoved tage af sted med de spanske tropper. ”Francesco, hører Du? Det er til mit Bryllup, Klokkerne ringe!”, hulker hun. ”Og til min Død!”, svarer Francesco.
Således oplever de begge en dobbelt smerte – Augusta bøjer sig for den småborgerlige snusfornuft og Francesco drager bort til krigen.

Men som hos Blicher lader H.C. Andersen kærligheden få en anden mulighed under mere fredelige omstændigheder. I anden del af ’Skilles og mødes’ – 25 år senere – passerer Francesco som gesandt atter det fjerne Danmark og skal hente sin søn i Helsingør.
Vi hører om de politiske storme i det urolige Spanien og genkender tidens historier om revolutionen, der var brudt ud blandt folk i tyrefægterarenaerne og munkene, der blev jaget af klostrene. 1830’ernes Spanien var atter blevet et politisk laboratorium, og Barcelona var hjemstedet for revolutionære selskaber fra det halve Europa.
Igen bryder en spanier ind i den danske provinsidyl. Nu er det Francescos søn, der er på pigejagt efter den muntre sypige Louise.

Truslen mod sypigens kærlighed kommer denne gang ikke fra krigen, men fra en fin borgerfrue, der gerne ser sin egen datter gift med den fornemme spanier. ”Hun har faaet en Opdragelse som et Adelsbarn og hendes Giftermaal med Gesantens Søn vil ærgre visse gode Damer.” Spanieren opfattes automatisk som en adelsmand, og lægger op til endnu en gammel forestilling om spanierens nationalkarakter: Spanieren er ridder!
Men H.C. Andersen tillægger spanierne en ridderlighed, der går på tværs af de snævre danske klasseskel. Her er vi fremme ved hans demonstrative sympati for ’de spanske’: deres overraskende evne til at bryde normerne.
Igen er anekdoterne fra 1808 levende; ’spaniolerne’ der rykker ind i provinsbyerne uden videre sans for de fastlagte standsforskelle. Og charmerede pigerne, fordi de var kønne piger.
Han dyrkede et romantisk billede af spanierne som folk, der fulgte hjertet uden sociale bagtanker i modsætning til danskerne, der jævnt hen blev karakteriseret ved en fastlåst og snobbet standsbevidsthed.
Det er hér en fattige sypige får en chance, sådan som man forstår at malkepigerne og tjenestepigerne ude på gårdene 25 år før blev opvartet af deres spanske officerer. Det er en pikant, dybt romantisk og ganske provokerende tanke. At virkeligheden nok var lidt anderledes, er en anden sag.

Louise lader sig i første omgang skræmme af sin frue. Hun forbyder Diego at opsøge hende – det ville ikke være passende! H.C. Andersen fnyser over begrebet passende, og lader spanieren være helt uforstående.
Da Helsingørs borgere til slut i stykket står på bådebroen for at modtage gesanten – nervøse, pyntede og provinsielle, er den fine gesandt steget af skibet tidligere. Han plukker vilde blomster og kommenterer bondepigernes vilde blomster i håret som ’Pynt for en Prindsesse’. Prinsessen er allerede ved hans side, nemlig den fattige sypige. Da sønnen endelig frier til hende, forløses ikke blot forældrenes ulykkelige forelskelse fra 25 år tidligere, men også den fattige piges angst for det socialt upassende ved sin forelskelse. Den spanske soldat er vendt tilbage – overrumplende, hjertelig og uformel.

Omkvædet i stykket handler om, at alting vil finde sin løsning efter 25 år. Selv teaterkritikken bedes vente 25 år.
Men 25 år efter stykket var den da 57-årige Andersen ved at planlægge sin længe udskudte rejse til ’det lidet besøgte Spanien’. Det blev en lang rejse gennem frisindets land. Hans rejsebog fra 1862 er fyldt med forelskede beskrivelser af spaniernes vitalitet og kropslighed.
Her vokser romantiseringen af det spanske sammen med hans drømme om en mere menneskelig verden og en mere kropslig kultur. I Spanien ville han aldrig have behov for at skrive eventyr, erkender han. I ”Nordens kakkelovns-krog" gror eventyrene i bøgerne - "Men ovre bag Pyrenæernes Muur,/ Der voxe de vildt i den hele Natur.” Her ville han bare leve livet: være ”Flamme og Fyr” – og brænde ”op i et Eventyr!".